guitar

OBS! På Kulturskolen findes der 2 slags guitarundervisning – akustisk guitar og elguitar. Man kan starte tidligere på den akustiske guitar og mange vælger at starte med akustisk guitar og skifter til elguitar senere. Man kan også blot holde sig til el- eller akustisk guitar. Det bestemmer man selv.

Hvornår kan man starte?

Spansk/akustisk guitar (med nylon strenge) fra 2. klasse (International School of Billund: P3)

Alle typer guitarer herunder elguitar fra 4. klasse (International School of Billund: P5)

Men husk, det er individuelt. Det der betyder noget, er: modenhed, motoriskudvikling, koncentrationsevne.

Undervisningen tilbydes både som solo eller gruppe m. 2-3 elever.

Om instrumentet

Guitaren er et af de mest populære instrumenter, og den kan bruges i alle stilarter og genrer. Hvad enten du er til klassisk melodispil, akkompagnement til sang eller om der skal fyres op under rockspaden. Guitaren kan udtrykke alt fra det smukkeste romantiske, til det mest aggressivt rockede.

Guitaren er et godt instrument, hvis du gerne vil spille selv, men også et ligeså godt instrument, hvis du gerne vil spille sammen med andre.

 

 

Om undervisningen

Da guitaren bruges i mange sammenhænge, kan man også lære mange ting på guitaren. Her er et udpluk af det, vi arbejder med i undervisningen:

Vi lærer at spille melodier. Både kendte popmelodier, klassiske melodier eller melodier fra fx film og serier.

Vi lærer Akkorder (såkaldt lejerbålsguitar), så du kan akkompagnere enten din egen vokal eller spille sammen med andre. Det kan både være dine yndlingssange og andre sange, der måske også vil komme til at blive det.

Du lærer alt fra at holde takten til musikken, bevæge dine fingre smartere og få guitaren til at lyde godt.

Du får et bredt kendskab til instrumentets opbygning, tonernes rækkefølge og alle de forskellige musikudtryk. Du får et bredere kendskab til musikkens verden på et mere overordnet og samtidig mere detaljeret plan. Du kan også lære nogle af musikkens byggesten, så du selv kan gå i gang med at lave din egen musik. Og for de øvede eller lidt ældre elever, begynder vi også at have mere fokus på improvisation (guitarsolo) og musikteori.

Vi bruger mange metoder, når vi underviser i guitar – her er et udpluk.

- Gehør – at opfange, gengive og huske et stykke musik

- Noder – rigtig god metode til at huske med, da det man skal spille står skrevet ned.

- Akkord diagram (tegning af akkorden).

- Elevens mobil kan bruges til at optage en lille ”huske” video.

Du lærer også TAB-systemet (Tabulatur) at kende, så du selv kan gå i gang med din egen yndlingsmusik derhjemme med en simpel google-søgning.

Ingen af disse metoder er ”den bedste”. Hvis du ender med at kunne bruge dem alle, vil de supplere hinanden og gøre dig endnu bedre.

Sammenspil og fællesskab

Undervisningen tilpasses selvfølgelig dit niveau og dine ønsker, og du vil også blive tilbudt at deltage helt frivilligt og gratis til forskellige sociale arrangementer, så du kan både gå til soloundervisning og alligevel spille sammen med nogen en gang imellem. Skal sammenspillet fylde mere, så kan man gå til gratis sammenspilsundervisning på Kulturskolen, når man går til solo- eller gruppeundervisning på Kulturskolen.

Husk, at øvelse gør mester, og selv den største stjerne også engang startede uden at kunne noget!

Men frem for alt, så husk, at det er sjovt at lære at spille, og du vil blive udfordret på en sjov og god måde.

Vi glæder os til at tage godt imod dig til guitarundervisningen.

Med venlig hilsen

Guitargruppen på Billund Ungdoms - og Kulturskole

Tid og sted

Undervisning i Billund: Mandage og Tirsdage

Undervisning på Vorbasse Skole: Tirsdage

Undervisning i Grindsted, Musikcentralen: Onsdage og Torsdage

Undervisning på Filskov Friskole: Onsdage og Torsdage

Lærer: Mikkel Schack, Niels-Evald Jensen og John Skou

Der tages forbehold for ændring i undervisningsdagen.

Parløb reklamebureau a/s